Om Berit Gamst
Jeg hedder Berit Gamst og jeg er uddannet stresscoach og kropsterapeut.
 
Den vigtigste historie om mig lige nu, er den udvikling der er sket i mit liv de sidste par år. Både personligt og som behandler. Efter 18 år som massør, valgte jeg at starte på en videreuddannelse som Totum Kropsterapeut i foråret 2017. En meget spændende uddannelse, hvor der lægges vægt på det gode håndværk, indføling og personlig udvikling.

Men efter nogle måneder med uddannelse, familie og travlt på klinikken, blev det hele lige pludselig for meget. Min krop og mit sind ville ikke mere, og jeg blev syg af stress. Uden at være opmærksom på det, havde jeg stille og roligt mistet overskuddet, glæden og gnisten. Og hvad gør man så..? 

Det eneste jeg kunne gøre var – at gøre ingenting. Og det var svært. Rigtigt svært! Som så mange andre, er jeg vant til at hvis der er et problem, så skal der handling til og problemet skal fikses.
Men det her problem kunne kun fikses ved at gøre ingenting. Og det tog mig mange måneder at lære, hvordan man gør ingenting – og at det var det der skulle til for at få ro i mit system igen. 
Heldigvis har jeg kunnet gennemføre min uddannelse, og er glad og taknemmelig for at kunne kalde mig Totum Kropsterapeut i dag.

Før jeg kastede mig ud i livet som selvstændig massør – for snart 20 år siden – havde jeg et dejligt job som salgsmedarbejder ved Vejle Postkontor. I starten af mit nye liv som selvstændig, supplerede jeg med et deltidsjob som pædagogmedhjælper i Naturbørnehaven i Stouby.

Men siden 2003 har jeg været behandler på fuld tid, og elsker den frihed jeg har fået.

Privat er jeg gift med Søren, og med ham er jeg så heldig at have fået 3 dejlige bonusbørn ind i mit liv.

Samtidig er jeg blevet mere bevist om min rolle som behandler. 
Fremover lægger jeg endnu mere vægt på, at der skal være tid og ro omkring mine behandlinger. Og jeg har flyttet min klinik til Stouby, hvor jeg fremover har adresse på Lindevangen hos min søster Anja.

Og i dag kan jeg heldigvis sige at overskuddet, glæden og gnisten er tilbage, og jeg glæder mig hver dag til at gå på arbejde og følge den udvikling der sker hos mine klienter, når spændinger og låsninger slipper kroppen.
Kontakt

CVR: 26614066
Nyheder

Links


Copyright 2019 - www.beritgamst.dk