Bæredygtig livsstil - terapi og coaching

Om forløbet

Måske har du flere gange forsøgt at tabe nogle kilo, komme i gang med at træne eller ændre andre vaner i dit liv.

Det lykkes måske også i starten, men efter noget tid falder du tilbage i de gamle vaner.

At ændre livsstil handler om meget mere end en ny kostplan eller endnu en bootcamp.

For nogle går det galt, når vi forsøger at presse os selv ind i en form, der ikke rigtig passer til os.

I et forløb hos mig arbejder vi derfor ikke kun med det, du gerne vil ændre. Vi er også nysgerrige på, hvad der ligger bag.

Gennem terapi undersøger vi de følelser og mønstre, der spænder ben for dig. Vi ser på, hvad der sker, når motivationen forsvinder, eller gamle vaner tager over.

Vi ser også på de erfaringer, du har med dig fra tidligere forsøg. Måske har de sat sig som følelsen af fiasko, manglende tillid til dig selv eller en forventning om, at det nok heller ikke lykkes denne gang.

Nogle gange hænger de følelser der opstår i forbindelse med en livsstilsændring, sammen med andre områder af livet. Derfor undersøger vi også, om de samme reaktioner og mønstre viser sig andre steder i dit liv.

Samtidig bruger vi coaching til at finde frem til, hvilke ændringer der fungerer for dig, og hvordan du kan få dem til at fungere i din hverdag.

Hos mig er der ingen kostplaner, træningsprogrammer eller camps du skal følge.

I stedet arbejder vi i dybden med at lære dig selv og dine behov bedre at kende. Det kan handle om kost og bevægelse, men også om søvn, stress, pauser, grænser, relationer eller andre områder, der har betydning for din trivsel.

Når du lærer dig selv og dine behov bedre at kende, bliver det lettere at træffe valg, der giver mening for dig og er holdbare på den lange bane.